Fysisk smerte?

Jeg ligger ligeså stillede ude på badeværelset. Jeg er alene hjemme, og er der ingen lyd. Her er helt stille  - stille som hele verden var sat på pause. Jeg sidder med bare arme. Stille aer jeg min arm - den føles kold. Jeg har så meget smerte psykisk, at det her er min eneste udvej, for at fjerne den. Jeg rejser mig op. Stiller mig foran spejlet. Hvorfor gør du det her? Det er det samme spørgsmål, som hele tiden kører rundt i hovedet på mig. Hvorfor jeg kan ikke bare være en glad pige? Hvorfor kan jeg ikke bare komme ud af den her fase. Jeg forstår det ikke. Jeg har altid været en glad og smilende pige. Lige indtil den dag, hvor jeg ødelagde alt. Jeg har altid været pigen, som var der for sine veninder. Men hvor er de når har brug for dem? Ingen af dem er her. Jeg er helt alene.
   Jeg bukker mig ned, og samler glasskåret op. Jeg har det hele tiden på mig. Man ved aldrig hvornår man får brug for det. Det er min eneste ven. Det hjælper mig med at komme ud med smerten på en anden måde.

Væk fra alt

Jeg står og kigger på træet. Vinteren er på vej, sneen falder langsomt ned. Jeg fryser, men jeg må ikke stoppe nu. Jeg sætter mig på huk ved træets fod. Det er stort. Der er næsten ikke blade på, men stammen er brun, som den er året rundt. Det ser ikke særlig stabilt ud. Kan det mon holde mig? 
   Jeg har længe haft følelsen af at jeg bare ikke passede ind. Følelsen af at ingen kan lide mig. Hvorfor? Jeg har ikke gjort dem noget, og alligevel kan ingen lide mig. Jeg ser på alle pigerne som står og snakker sammen. Snakker de om mig? Jeg kan ikke klare det mere.
- Men hvis jeg forsvinder nu - hvad så med min familie? De fortjener ikke jeg rejser væk, jeg elsker dem jo? Jeg føler bare at alle undgår mig. Ingen vil være sammen med mig. Ingen vælger mig. Jeg er hende alle prøver at glemme, så forsvinder jeg nok på et tidspunkt. Hende vil jeg ikke være, men jeg kan ikke komme ud af min "plads". Jeg er låst inde i et bur, hvor jeg nok aldrig kommer ud. Jeg er fanget i hul, hvor jeg nok aldrig kommer op. Fanget ude på det dybe hav, hvor jeg ikke kan bunde. Jeg kan ikke klare det mere. Jeg valgte netop dette træ, da det var smukkest. Et træ alle vil gå forbi og sætte sig, og bare kigge på træet - så smukt er det. Jeg kommer ofte her. Det er som om træet forstår mig, det min eneste ven, den eneste som gider at høre på mig. Mangler jeg opmærksomhed? Er det derfor jeg føler alle undgår mig? jeg forstår det slet ikke. Jeg er ikke typen, der skal have folks opmærksomhed, men er det derfor jeg gør det her? Så folk kan se hvor ondt jeg egentlig havde det inden i? Livet er ikke altid fair.