Jeg står og kigger på træet. Vinteren er på vej, sneen falder langsomt ned. Jeg fryser, men jeg må ikke stoppe nu. Jeg sætter mig på huk ved træets fod. Det er stort. Der er næsten ikke blade på, men stammen er brun, som den er året rundt. Det ser ikke særlig stabilt ud. Kan det mon holde mig?
Jeg har længe haft følelsen af at jeg bare ikke passede ind. Følelsen af at ingen kan lide mig. Hvorfor? Jeg har ikke gjort dem noget, og alligevel kan ingen lide mig. Jeg ser på alle pigerne som står og snakker sammen. Snakker de om mig? Jeg kan ikke klare det mere.
- Men hvis jeg forsvinder nu - hvad så med min familie? De fortjener ikke jeg rejser væk, jeg elsker dem jo? Jeg føler bare at alle undgår mig. Ingen vil være sammen med mig. Ingen vælger mig. Jeg er hende alle prøver at glemme, så forsvinder jeg nok på et tidspunkt. Hende vil jeg ikke være, men jeg kan ikke komme ud af min "plads". Jeg er låst inde i et bur, hvor jeg nok aldrig kommer ud. Jeg er fanget i hul, hvor jeg nok aldrig kommer op. Fanget ude på det dybe hav, hvor jeg ikke kan bunde. Jeg kan ikke klare det mere. Jeg valgte netop dette træ, da det var smukkest. Et træ alle vil gå forbi og sætte sig, og bare kigge på træet - så smukt er det. Jeg kommer ofte her. Det er som om træet forstår mig, det min eneste ven, den eneste som gider at høre på mig. Mangler jeg opmærksomhed? Er det derfor jeg føler alle undgår mig? jeg forstår det slet ikke. Jeg er ikke typen, der skal have folks opmærksomhed, men er det derfor jeg gør det her? Så folk kan se hvor ondt jeg egentlig havde det inden i? Livet er ikke altid fair.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar