Jeg ligger ligeså stillede ude på badeværelset. Jeg er alene hjemme, og er der ingen lyd. Her er helt stille - stille som hele verden var sat på pause. Jeg sidder med bare arme. Stille aer jeg min arm - den føles kold. Jeg har så meget smerte psykisk, at det her er min eneste udvej, for at fjerne den. Jeg rejser mig op. Stiller mig foran spejlet. Hvorfor gør du det her? Det er det samme spørgsmål, som hele tiden kører rundt i hovedet på mig. Hvorfor jeg kan ikke bare være en glad pige? Hvorfor kan jeg ikke bare komme ud af den her fase. Jeg forstår det ikke. Jeg har altid været en glad og smilende pige. Lige indtil den dag, hvor jeg ødelagde alt. Jeg har altid været pigen, som var der for sine veninder. Men hvor er de når har brug for dem? Ingen af dem er her. Jeg er helt alene.
Jeg bukker mig ned, og samler glasskåret op. Jeg har det hele tiden på mig. Man ved aldrig hvornår man får brug for det. Det er min eneste ven. Det hjælper mig med at komme ud med smerten på en anden måde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar